Stedet hvor natur, historie og kunst mødes. Besøg det spændende museum som både rummer kunst og kulturhistorie.
Den gamle endestation for Almindingen-Gudhjem Jernbane er en del af Gudhjem Museum, og denne bygning er med sin smukke arkitektur i sig selv et besøg værd. Bygningen er fredet og velbevaret med en stor del af sit originale interiør. Arkitekterne Kay Fisker og Aage Rafn tegnede alle bygninger til jernbanelinjen og stod også bag interiøret til Gudhjem Station.
En film om jernbanens tilblivelse og drift vises i ventesalen, og det gamle pakkerum er indrettet med en udstilling om stationens historie.
I vestibulen udstiller billedkunstneren Peter Kruse Larsen.
En nyere stor og lys udstillingssal er en anden del af Gudhjem Museum, hvor 24 kunsthåndværkere har ladet sig inspirere af gamle genstande fra museet, som de har fortolket under titlen ”Resonans”.
Foran museet ligger Gudhjem Museums Park, hvor store granitskulpturer møder vild natur, idet området er udlagt som habitat for vilde planter og insekter.
Almindelig entré til museet betales ved indgangen. Dog er der gratis adgang for personer med kulturugearmbånd på Gudhjemdagen den 18. september.