Min kulturuge

Tegnevandring ved Gamledam og Midterpilt i Paradisbakkerne – fra stille skovsø til Bornholms højderyg

Sted: Svaneke
Kategorier:
Familievenlig
Historie/Kulturhistorie
Kunst
Natur
Dage:
17. september

Vi mødes ved parkeringspladsen på Oksemyrevejen, hvorfra vi begiver os ud på en sanselig vandretur gennem den østbornholmske klippeskov. Efter en kort tur gennem det særprægede landskab følger første del af ruten bredden af Gamledam – en smuk, mørk skovsø, som ligger fredfyldt omgivet af tætte træer og stejle klippesider. Her spejler himmel og stammer sig i det stille vand, og stilheden føles næsten meditativ.

Videre bevæger vi os ind i Paradisbakkerne, hvor landskabet skifter karakter og bliver mere kuperet og åbent. Vi følger stier op mod Midterpilt, områdets højeste punkt, hvorfra der er storslået udsigt over skov, klipper og åbne strækninger. Undervejs passerer vi væltede stenblokke, gamle egetræer og kløfter, der inviterer til opmærksom iagttagelse og rolig fordybelse.

Vi holder 2–3 tegnestop undervejs, hvor du får korte instruktioner og tid til at skitsere med blyant og kul. Her er der plads til både detaljer og helhedsindtryk – du behøver ingen tegneerfaring, kun lysten til at iagttage og udtrykke dig med streg og sansning.

Vi går samlet ca. 5–6 km, og ruten er en smuk blanding af sø, skov og bakkelandskab – klassisk Bornholm, når det er mest eventyrligt.

Mødested: Parkeringspladsen, Oksemyrevejen 12, Ibsker, 3740 Svaneke.
Varighed: Ca. 2,5 timer, med flere tegnestop undervejs.
Sværhedsgrad ifølge Dansk Vandrelaug:
 Middel. Stierne er ujævne og kuperede med enkelte stigninger og stenterræn.
Medbring gerne: Drikkedunk, egen kaffe/the til pausen og evt. en lille siddepude eller miniklapstol.

Hvad er inkluderet:

·       Guidet vandretur på 4-6 km i middel terræn

·       Tegneundervisning på 2-3 stop undervejs

·       Formidling af viden om stedets særlige kulturhistorie, natur og botanik

·       Et tegnesæt med A5-tegneblok og et sæt kvalitets-tegneblyanter og kul, sponsoreret af Bornholms Kulturuge.

·       En lille snack til kaffepausen


GENERELT OM TEGNEVANDRINGER I BORNHOLMS KULTURUGE:

Sanselige møder med Bornholms natur og kulturarv
Kom med på en, eller flere – anderledes vandreture under Bornholms Kulturuge, hvor vi kombinerer naturoplevelse, tegneundervisning og kreativ fordybelse. Uanset om du har tegnet før eller ej, er du hjerteligt velkommen. Undervejs gør vi ophold 2–3 steder og fordyber os i alt fra landskabets topografi, planter og dyreliv til historiske bygninger og kulturspor. Her handler det ikke om at kunne tegne "pænt" – men om at se med nysgerrighed og formidle dine indtryk med enkle streger og skygger.

Varighed og længde generelt: Vi vandrer i 2–3 timer ad både kendte og gemte stier – ca. 4–6 km i alt afhængigt af lokale forhold.

Om at se landskabet med nye øjne – og tegne det, du ser
Undervejs på turene får du korte, lette instruktioner i at tegne med blød blyant og kul, og vi stopper flere steder for at dvæle ved landskabets former, farver og stemning. Det kræver ingen forudsætninger – kun lysten til at gå og tegne. 

Medbring:  Du får som deltager udleveret et lille tegnesæt med en A5-blok og gode blyanter – helt gratis takket være støtte fra Bornholms Kulturuge. Du behøver altså ikke selv at medbringe noget, udover drikkedunk, måske en kande the/kaffe med kop, og en lille pude eller klapstol at sidde på. Husk kulturugepas for deltagere over 14 år.
PS: Jeg medbringer en lille snack til kaffepausen.

Sværhedsgrad generelt: Let til middel, dog har enkelte ruter sværere korte passager. Der er stigninger og trapper – men vi holder os så vidt muligt til gode stier og tager os tid undervejs.

Om din guide og underviser, Tina Kragh Rusfort: Jeg er fynbo, billedkunstner, grafisk designer og kunstterapeut med dyb kærlighed til Bornholms og Ertholmenes unikke natur. Gennem mine vandringer med tegneblok forener jeg passionen for naturens former og stemninger med lysten til at dele roen og fordybelsen, der opstår, når vi sætter os og ser – rigtigt ser – og omsætter det sete til streg og skygge.
Min tilgang er både legende og lærende, og jeg inviterer dig til at opleve verden gennem et æstetisk og sanseligt filter – med blyantens spor som din personlige fortælling.

Hvad er inkluderet?
 
  • Guidet vandretur på 4-6 km i middel terræn
  • Tegneundervisning på 2-3 stop undervejs
  • Formidling af viden om stedets særlige kulturhistorie, natur og botanik
  • Et tegnesæt med A5-tegneblok og et sæt kvalitets-tegneblyanter og kul, sponsoreret af Bornholms Kulturuge. Vejl. værdi omkring 135 kr.
  • En lille snack til kaffepausen
 
Praktisk information

Medbring: Hver deltager får udleveret et lille tegnesæt med en A5-blok og et sæt kvalitets tegneblyanter med grafit- og kulstifter mv. – helt gratis takket være støtte fra Bornholms Kulturuge. Du behøver altså ikke selv at medbringe noget, udover drikkedunk, måske en kande the eller kaffe med kop - og en lille pude eller miniklapstol til at sidde på. Jeg medbringer en lille snack til kaffepausen.

NB: Har du tidligere i kulturugen været deltager på en af mine tegnevandringer og der fået udleveret et sæt, bedes du venligst medbringe dette og vælge billettypen "uden tegnesæt".

På forhånd mange tak. Vi ses :-)