Min kulturuge

Tegnevandring fra Salenebugten til Helligdomsklipperne – en sanserejse langs Bornholms klippekyst

Sted: Gudhjem
Kategorier:
Familievenlig
Historie/Kulturhistorie
Kunst
Natur
Dage:
15. september

Vi mødes ved Salenebugten – en åben og rolig bugt med udsigt over Østersøen – og følger den smalle sti nordpå langs Bornholms barske og smukke nordøstkyst mod Helligdomsklipperne. Dette er måske den smukkeste vandretur langs den bornholmske kyst. På denne særlige strækning oplever vi naturen i konstant dialog mellem hav og klippe, hvor lyset skifter dramatisk hen over dagen. Her skærer havet sig ind i klippeformationer, der rejser sig som forstenede bølger, og landskabet skifter mellem lyse sprækkedale, mørke klippesider og udsigter mod Østersøens uendelige horisont.

Vi går i alt ca. 4–5 km langs kysten og op ad trappe og stier til Helligdomsklipperne. Vi gør 2–3 tegnestop undervejs. Du får korte, tilgængelige instruktioner i at skitsere med blyant og kul, og du behøver ikke have tegneerfaring – blot lysten til at fordybe dig i naturens former med åbne øjne og et nysgerrigt sind.

Denne rute er en hyldest til både geologi og poesi – hvor hav, sten og streg smelter sammen i skitser med personlig karakter.

PS: Der er mulighed for at kombinere denne tegnevandring med et besøg på Bornholms Kunstmuseum, der ligger en kort distance for enden af ruten. Efter vandreturen kan man gå tilbage ad samme rute, eller finde offentlig transport ved Bornholms Kunstmuseum, fx retur mod Gudhjem.

Mødested: Parkeringsplads for enden af Bobbesvej ved Salenebugten.
Varighed: Ca. 2,5 timer, med flere tegnestop undervejs.
Sværhedsgrad ifølge Dansk Vandrelaug:
 Middel. Stierne er smalle og ujævne, enkelte passager kræver opmærksomhed og gode sko.
Medbring gerne: Drikkedunk, egen kaffe/the til pausen og evt. en lille siddepude eller miniklapstol.

Hvad er inkluderet:

·       Guidet vandretur på 4-6 km i middel terræn

·       Tegneundervisning på 2-3 stop undervejs

·       Formidling af viden om stedets særlige kulturhistorie, natur og botanik

·       Et tegnesæt* med A5-tegneblok og et sæt kvalitets-tegneblyanter og kul, sponsoreret af Bornholms Kulturuge.

·       En lille snack til kaffepausen

GENERELT OM TEGNEVANDRINGER I BORNHOLMS KULTURUGE:

Sanselige møder med Bornholms natur og kulturarv
Kom med på en, eller flere – anderledes vandreture under Bornholms Kulturuge, hvor vi kombinerer naturoplevelse, tegneundervisning og kreativ fordybelse. Uanset om du har tegnet før eller ej, er du hjerteligt velkommen. Undervejs gør vi ophold 2–3 steder og fordyber os i alt fra landskabets topografi, planter og dyreliv til historiske bygninger og kulturspor. Her handler det ikke om at kunne tegne "pænt" – men om at se med nysgerrighed og formidle dine indtryk med enkle streger og skygger.

Varighed og længde generelt: Vi vandrer i 2–3 timer ad både kendte og gemte stier – ca. 4–6 km i alt afhængigt af lokale forhold.

Om at se landskabet med nye øjne – og tegne det, du ser
Undervejs på turene får du korte, lette instruktioner i at tegne med blød blyant og kul, og vi stopper flere steder for at dvæle ved landskabets former, farver og stemning. Det kræver ingen forudsætninger – kun lysten til at gå og tegne. Som jeg plejer at sige: Hvis du kan se, kan du også tegne.

Medbring:  Du får udleveret et lille tegnesæt med en A5-blok og gode blyanter – helt gratis takket være støtte fra Bornholms Kulturuge. Du behøver altså ikke selv at medbringe noget, udover måske let madpakke, drikkedunk, en kande the/kaffe med kop, og en lille pude eller klapstol at sidde på. Husk kulturugepas for deltagere over 14 år.
PS: Jeg medbringer en lille snack til kaffepausen.

Sværhedsgrad generelt: Let til middel, dog har enkelte ruter sværere korte passager. Der er stigninger og trapper – men vi holder os så vidt muligt til gode stier og tager os tid undervejs.

Om din guide og underviser, Tina Kragh Rusfort: Jeg er fynbo, billedkunstner, grafisk designer og kunstterapeut med dyb kærlighed til Bornholms og Ertholmenes unikke natur. Gennem mine vandringer med tegneblok forener jeg passionen for naturens former og stemninger med lysten til at dele roen og fordybelsen, der opstår, når vi sætter os og ser – rigtigt ser – og omsætter det sete til streg og skygge.
Min tilgang er både legende og lærende, og jeg inviterer dig til at opleve verden gennem et æstetisk og sanseligt filter – med blyantens spor som din personlige fortælling.

Hvad er inkluderet?
 
  • Guidet vandretur på 4-6 km i middel terræn
  • Tegneundervisning på 2-3 stop undervejs
  • Formidling af viden om stedernes særlige kulturhistorie, natur og botanik
  • Et tegnesæt med A5-tegneblok og tegneblyanter og kul, sponsoreret af Bornholms Kulturuge. Vejl. værdi 135 kr.
  • En lille snack til kaffepausen
 
Praktisk information

Medbring: Hver deltager får udleveret et lille tegnesæt* med en A5-blok og et sæt kvalitets tegneblyanter med grafit, kul og kridt mv.– helt gratis takket være støtte fra Bornholms Kulturuge. Du behøver altså ikke selv at medbringe noget, udover måske en kande the eller kaffe med kop - og en lille pude eller miniklapstol til at sidde på. Jeg medbringer også en lille snack til kaffepausen.

NB: Har du tidligere i kulturugen været deltager på en af mine tegnevandringer og der fået udleveret et sæt, bedes du venligst medbringe dette og vælge billettypen "uden tegnesæt".

På forhånd mange tak. Vi ses :-)