Min kulturuge

Sorthat-Muleby – en lokal fortælling om forandring

Sted: Sandvig
Kategorier:
Historie/Kulturhistorie
Litteratur
Dage:
17. september
Sorthat-Muleby – En lokal fortælling om forandring
Når man kører gennem Sorthat-Muleby i dag, er det nemt at overse, hvilken rig historie, der skjuler sig i skovbryn, på kyststrækninger og under jorden. Men under det stille ydre gemmer sig fortællinger om kulbrydning, strandinger, teglværker, outdoor-hoteller, traktørsteder og sågar rævefarme – og ikke mindst de menneskeskæbner, der har formet lokalsamfundet gennem tiden.
I denne bog inviterer lokalhistoriker Kurt Marker læseren med på en fascinerende rejse gennem tid og sted. Med levende beskrivelser og et imponerende arkivmateriale genopliver han de små og store begivenheder, der har præget Sorthat-Muleby og dets beboere gennem generationer.
Fra oldtidens koglepalmer og dinosaurspor over dramatiske kulmineulykker til opblomstringen af lokalt sammenhold og initiativer i nyere tid – dette er ikke bare historien om en landsby, men om et helt lille samfunds udvikling og identitet.
En varm og velskrevet hyldest til det bornholmske lokalliv – for nysgerrige, lokale og historisk interesserede i alle aldre.
Kurt Marker
Født den 14. april 1952 i Egeby i Aaker Sogn. Som 19-årig fik han job som teknisk assistent i et rådgivende ingeniørfirma i København. Læste til ingeniør på Københavns Teknikum i perioden 1975-79.
I perioden 1979-2017 arbejdede han i henholdsvis Allinge-Gudhjem Kommune, Bornholms Amtskommune og Bornholms Regionskommune både som vej-, miljø- og bygningsingeniør.
Han har i en længere årrække siddet i bestyrelsen i Sorthat-Muleby Borgerforening og Bornholms Afdeling i Ingeniørforeningen i Danmark, begge steder som formand.
Som pensionist sidder han i Foreningen Bornholms bestyrelse, hvor han især beskæftiger sig med
restaurering af foreningens vand- og vindmøller.
Han er gift med Karin (født Bay Mogensen), har to bonus børn og fire børnebørn.
Har ikke tidligere udgivet en bog, men har i en årrække skrevet artikler i Jul på Bornholm.