I performancen vil Daria Pugachova stå på en sten vendt mod "Porten" ved Ringebakke bruddet med armene bredt ud.
Hendes krop vil være forbundet til "Porten" og landskabet med tråde. Når solen går ned, vil trådene gradvist lyse op og afsløre de usynlige forbindelser mellem den menneskelige krop, "Porten" som repræsentation af såret, og landskabet.
Publikum inviteres ikke kun til at være vidne til performancen, men også til at blive en del af den ved at forbinde sig til kunstneren, og derved skabe en kollektiv krop — en midlertidig beholder for hukommelse, heling og erindring.
Ringebakke bruddet, beliggende på Bornholms nordvestkyst, er et tidligere granitudvindingssted, der i mere end et århundrede formede både landskabet og lokalsamfundet. Fra slutningen af 1800-tallet blev granit brudt fra klipperne og transporteret til byggeprojekter i hele Danmark. Bruddet forandrede det naturlige miljø gennem intensiv udgravning og efterlod dybe snit og geometriske formationer i den gamle klippe. Efter lukningen i 1996 blev stedet gradvist overtaget af naturen og forvandlet til et sted, hvor industriel historie og naturlig genopretning sameksisterer.
I dag står Ringebakke bruddet som et stærkt symbol på forholdet mellem mennesker og jord — et spejl af historier om arbejde, udvinding, forvandling og erindring. Stedet bærer synlige spor af menneskelig indgriben samtidig med, at det tilbyder rum til refleksion over økologisk ansvar, ressourceudnyttelse og måder, hvorpå landskaber bevarer fælles historier.
"Porten" i Ringebakke bruddet er bevidst valgt som performance-sted, fordi den historisk blev brugt til at opbevare dynamit til sprængning af granit og udvidelse af bruddet gennem udvinding. Dette sted bærer den fysiske erindring om menneskelig indgriben i landskabet — et punkt hvor jorden gentagne gange blev brudt op i jagten på materielle ressourcer. Ved at placere kroppen i direkte relation til dette sted reflekterer performancen over menneskehedens vedvarende udnyttelse af land, arbejdskraft og natur til økonomisk og politisk magt. Værket skaber også en parallel til krigen i Ukraine, hvor kontrol over land, energi, territorium og ressourcer fortsat former vold og ødelæggelse. Bruddet bliver både et historisk og symbolsk landskab, der forbinder industriel udvinding med samtidige konfliktsystemer. Gennem denne gestus spørger performancen, hvordan historier om ressourceudnyttelse fortsat påvirker menneskeliv, kollektiv erindring og vores forhold til jorden.