Min kulturuge

Tegnevandring på Christiansø – fæstning, ø-liv og havudsigt i streg og skygge

Sted: Christiansø
Kategorier:
Familievenlig
Historie/Kulturhistorie
Kunst
Natur
Dage:
17. september

Tag færgen til en anden verden og oplev Christiansøs særlige atmosfære med tegneblok og åbne sanser. På denne stille vandring lader vi øens dramatiske historie, kuperede landskab og nære natur folde sig ud i tegninger og små pauser med fordybelse.

Vi går ca. 4–5 km i roligt tempo på stier og små veje – forbi både Lille Tårn og Store Tårn, langs fæstningsmure og klippeskrænter helt til Verdens Ende, og ind over øen, hvor den unikke flora og kulturarv sætter sit præg. Undervejs stopper vi 2–3 steder og tegner det, vi ser og sanser – med lette instruktioner og åbent sind.

Turen egner sig for de fleste, men vær opmærksom på at der er en del trapper og ujævnt terræn. Tegnesæt udleveres gratis. Kulturugepas (armbånd) er obligatorisk for deltagere over 14 år.

OBS: Deltagelse kræver eget tilkøb af færgebillet til og fra Christiansø. Der går ialt 3 afgange. Tag gerne færgeafgangen kl. 12.30, med ankomst kl. 13.25. Husk at booke din plads til færgen på www.christiansoefarten.dk.
Turen starter ved færgens ankomst til øen, hvor vi mødes på land kl. 13.30. Vi er på øen til hjemfærgens afgang kl. 16.30, med ankomst i Gudhjem kl. 17.25. 

Hvad er inkluderet:
·       Guidet vandretur på 4-6 km i mellem terræn
·       Tegneundervisning på 2-3 stop undervejs
·       Et tegnesæt med A5-tegneblok og tegneblyanter og kul, sponsoreret af Bornholms Kulturuge
·       En lille snack til kaffepausen


Mere om vandreturene med tegneblok
– sanselige møder med Bornholms natur og kulturarv

Se landskabet med nye øjne – og tegn det du ser.

Kom med på en eller flere anderledes vandreture under Bornholms Kulturuge, hvor vi kombinerer naturoplevelse, stilhed og kreativ fordybelse. Uanset om du har tegnet før eller ej, er du hjerteligt velkommen. Her handler det ikke om at kunne tegne "pænt" – men om at se med nysgerrighed og formidle dine indtryk med enkle streger og skygger.

Undervejs på turene får du korte, lette instruktioner i at tegne med blød blyant og kul, og vi stopper flere steder for at dvæle ved landskabets former, farver og stemning. Det kræver ingen forudsætninger – kun lysten til at gå og tegne. Som jeg plejer at sige: Hvis du kan se, kan du også tegne.

Hver deltager får udleveret et lille tegnesæt med en A5-blok og gode blyanter – helt gratis takket være støtte fra Bornholms Kulturuge. Du behøver altså ikke selv at medbringe noget, udover måske en kande the eller kaffe og en lille pude at sidde på. Jeg medbringer også en lille snack til kaffepausen.

Varighed generelt: Vi vandrer i 2–2,5 time ad både kendte og gemte stier – ca. 4–5 km i alt. Undervejs stopper vi 2–3 steder og fordyber os i alt fra landskabets topografi, planter og dyreliv til historiske bygninger og kulturspor. 

Sværhedsgrad generelt: Let til mellem. Der er stigninger og trapper – især på Christiansø – men vi holder os så vidt muligt til gode stier og tager os tid undervejs.


Om din guide, Tina Kragh Rusfort

Jeg er billedkunstner og kunstterapeut med dyb kærlighed til Bornholms og Ertholmenes unikke natur. Gennem mine vandringer med tegneblok forener jeg passionen for naturens former og stemninger med lysten til at dele roen og fordybelsen, der opstår, når vi sætter os og ser – rigtigt ser – og omsætter det sete til streg og skygge.
Min tilgang er både legende og lærende, og jeg inviterer dig til at opleve verden gennem et æstetisk og sanseligt filter – med blyantens spor som din personlige fortælling.