Min kulturuge

Tegnevandring fra Salenebugten til Helligdomsklipperne – en sanserejse langs Bornholms dramatiske klippekyst

Sted: Gudhjem
Kategorier:
Familievenlig
Kunst
Natur
Dage:
20. september

Tegnevandring fra Salenebugten til Helligdomsklipperne – en sanserejse langs Bornholms klippekyst

Vi mødes for enden af Bobbevej og går ad Kyststien langs Salenebugten – en åben og rolig bugt med udsigt over Østersøen – og følger den smalle sti nordpå langs Bornholms barske og smukke nordøstkyst mod Helligdomsklipperne. Dette er måske den smukkeste vandretur langs den bornholmske kyst. På denne særlige strækning oplever vi naturen i konstant dialog mellem hav og klippe, hvor lyset skifter dramatisk hen over dagen.

Her skærer havet sig ind i klippeformationer, der rejser sig som forstenede bølger, og landskabet skifter mellem lyse sprækkedale, mørke klippesider og udsigter mod Østersøens uendelige horisont.

Vi går i alt ca. 4–5 km ud og hjem ad samme rute og gør 2–3 tegnestop undervejs. Du får korte, tilgængelige instruktioner i at skitsere med blyant og kul, og du behøver ikke have tegneerfaring – blot lysten til at fordybe dig i naturens former med åbne øjne og et nysgerrigt sind.

Denne rute er en hyldest til både geologi og poesi – hvor hav, sten og streg smelter sammen i skitser med personlig karakter.

Mødested: Parkeringsplads for enden af Bobbesvej ved Salenebugten.
Varighed: Ca. 3 timer, med flere tegnestop undervejs.
Sværhedsgrad ifølge Dansk Vandrelaug: Middel. Stierne er smalle og ujævne, enkelte passager kræver opmærksomhed og gode sko.
Medbring gerne: Drikkedunk, egen kaffe/the til pausen og evt. en lille siddepude eller miniklapstol.

Hvad er inkluderet:
·       Guidet vandretur på 4-6 km
·       Tegneundervisning på 2-3 stop undervejs
·       Et tegnesæt med A5-tegneblok og tegneblyanter og kul, sponsoreret af Bornholms Kulturuge
·       En lille snack til kaffepausen

–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––

Mere om vandreturene med tegneblok – sanselige møder med Bornholms natur og kulturarv

Se landskabet med nye øjne – og tegn det du ser.

Kom med på en eller flere anderledes vandreture under Bornholms Kulturuge, hvor vi kombinerer naturoplevelse, stilhed og kreativ fordybelse. Uanset om du har tegnet før eller ej, er du hjerteligt velkommen. Her handler det ikke om at kunne tegne "pænt" – men om at se med nysgerrighed og formidle dine indtryk med enkle streger og skygger.

Undervejs på turene får du korte, lette instruktioner i at tegne med blød blyant og kul, og vi stopper flere steder for at dvæle ved landskabets former, farver og stemning. Det kræver ingen forudsætninger – kun lysten til at gå og tegne. Som jeg plejer at sige: Hvis du kan se, kan du også tegne.

Hver deltager får udleveret et lille tegnesæt med en A5-blok og gode blyanter – helt gratis takket være støtte fra Bornholms Kulturuge. Du behøver altså ikke selv at medbringe noget, udover måske en kande the eller kaffe og en lille pude at sidde på. Jeg medbringer også en lille snack til kaffepausen.

Varighed generelt: Vi vandrer i 2–2,5 time ad både kendte og gemte stier – ca. 4–5 km i alt. Undervejs stopper vi 2–3 steder og fordyber os i alt fra landskabets topografi, planter og dyreliv til historiske bygninger og kulturspor. Turens varighed kan afvige en smule fra det angivne.

Sværhedsgrad generelt: Let til middel. Der er stigninger og trapper – især på Christiansø – men vi holder os så vidt muligt til gode stier og tager os tid undervejs.


Om din guide, Tina Kragh Rusfort

Jeg er billedkunstner og kunstterapeut med dyb kærlighed til Bornholms og Ertholmenes unikke natur. Gennem mine vandringer med tegneblok forener jeg passionen for naturens former og stemninger med lysten til at dele roen og fordybelsen, der opstår, når vi sætter os og ser – rigtigt ser – og omsætter det sete til streg og skygge.
Min tilgang er både legende og lærende, og jeg inviterer dig til at opleve verden gennem et æstetisk og sanseligt filter – med blyantens spor som din personlige fortælling.