Historie og natur omkring Storeborg

Sted:
Kategorier:
Historie/Kulturhistorie
Natur
Dage:
21. september

Vi går fra Rø Medborgerhus sammen med med arkæolog Finn-Ole Sonne Nielsen og biolog Finn Hansen mod Spellinge Mose og op på toppen af klippeknuden Storeborg, hvorfra der er en flot udsigt over mosen og det fugleliv der udfolder sig. Turen slutter ved Rø Medborgerhus.

Vi ved ikke meget om Storeborg ved Spellinge Mose i Rø. Det er noget af en overdrivelse at kalde den Stor, da hvis der er tale om en borg, så er den suverænt den mindste, vi kender til på Bornholm.  

På de ældste matrikelkort fra begyndelsen af 1800-tallet er den dog omtalt som Grønneborg. I forbindelse med en rydning af borgen i vinter 2024 fandtes flere flintafslag, som vidner om ophold på stedet. Der er i de kommende år planer om nye arkæologiske undersøgelser, som forhåbentlig vil kunne afgøre om flinten stammer fra borg-perioden eller om de skulle være ældre.   

Spellinge Mose, der i 1700-tallet hed "Spælling Myr" er en tidligere Højlyngsmose. Under de to verdenskrige er der skåret tørv i mosen, hvorfor der i dag er store åbne vandflader ligesom i andre af øens større tørvemoser. Det er i dag en fin fuglemose med ynglende vandrikse, rørhøns, blishøns samt gråænder og krikænder.
Storeborg er et fredet fortidsminde. Men det er også et lidt ukendt sted for mange, selvom den tidligere jernbanestrækning, der i dag er cykelsti, løber lige nedenfor og fører cyklister og vandrere igennem sprækkedalen Kleven. I foråret 2024 blev området omkring Storeborg ryddet for, at arkæologer kan undersøge om det i virkeligheden har været en borg. Det og meget andet får vi svar på undervejs på en vandretur til Storeborg med arkæolog Finn-Ole Sonne Nielsen og biolog Finn Hansen.
Turen er på ca. 5 km og egner sig ikke for gangbesværede.